Forleden vandt jeg en konkurrence der gik ud på at komponere et stykke musik til en kommende dokumentarfilm om Nordic Game Jam 2011. Man skulle "fange stemningen fra et game jam", hvilket jeg tolkede som "lav noget ufærdigt og tilmeld det konkurrencen ganske ukritisk", da det vel i bund og grund er, hvad Nordic Game Jam handler om. Jeg ved ikke om det var derfor jeg blev udtrukket som en af vinderne, men uanset om det er derfor eller ej, er jeg da glad for at være blandt dem. Udover, at jeg ville lave noget der lød upoleret, gik jeg samtidig efter et lettere kaotisk lydbillede, hvor flere genrer og stilarter var blandet sammen for at repræsentere alle de forskellige genrer af spil der laves til et Game Jam. Alt i alt kom kompositionen til at indeholde elementer fra 8 bit music, symfonisk musik, techno/dance og hård rock. Alt dette var skruet sammen via et sindrigt system som jeg har valgt at kalde "less is more? I think not!". Definitionen på dette dogme eller tankesæt er simpel;
God musik konstrueres gennem en masse mindre stemmer og figurer af få takters varighed, som kombineres på kryds og tværs. Laves en kombination, der ikke overbeviser dig selv så er den eneste lovlige måde at rette det til, ved at tilføje en eller flere af de resterende fraser.
Den sidste sætning er selvsagt den vigtigste del af dogmet. Det er første og eneste gang jeg for alvor har lavet musik ud fra disse regler, men jeg tror helt sikkert at jeg vil vende tilbage til det igen en anden gang. Det er rart at få lov til at give fuld skrue en gang i mellem uden at skulle forholde sig til de gængse regler om rytmisk og harmoniseringer og generel arrangement og kompositionsteknik.
